Vi bruger Cookies!     

         
 X     
bransmarkcycling

se fotos og læs spændende beretninger


Efter 2 dages sight-seing i den larmende storby længtes jeg efter landevejens stille og ro. Desuden havde jeg kun 38 dage tilbage inden mit fly vil lette fra Orlando. Og med tanke på at jeg indtil nu havde brugt 46 dage på at nå tværs over, kunne det godt begynde at give lidt sved på panden...

Trafikken ud af Los Angeles tog en evighed med masser blinklys og venten. Men sådan er det når man skal ind og ud af en storby, det ved jeg godt. Men alligevel....Jeg nåede i god behold til San Jacinto, en stille og rolig dag med lidt halvdårlig vejr.Næste dag kom jeg til at cykle 6-7 km i snevejr øverst oppe på toppen af et bjerg på vej ned mod Palm Dessert. Jeg fik godt nok en mistanke om hvad der ventede mig, da jeg på vej opad stigningen så biler komme kørende ned med 10-15 cm sne på taget...Jo højere jeg kom op jo mere hvidt blev der og det begyndte at sne heftigt. Heldigvis blev det ikke liggende på vejen men alt andet var helt hvidt i store mægder. Surrealistisk....Og hundekoldt var det, så meget vintertøj havde jeg heller ikke med mig. For første gang købte jeg varm kaffe undervejs istedet for cola og energidrikke. Men udsigten på vej ned til Palm Dessert. Fabelagtigt...Bemærk hvordan vejen snor sig nedad bjerget. Sådan nogle har jeg også cyklet op af...

 

 

 

 De næste 2 dage bød på ørkenkørsel langs med og syd om Salton Sea til Brawley omkring 40-50 km fra den mexicanske grænse med nogle flotte klippeformationer, og derfra videre til Blythe tæt på grænsen til Arizona. Det blev varmere og landskabet fladt og ensformig. Dog var det ikke lutter ørken for det var meget præget af et snirklet vandningssystem så det var muligt af dyrke afgrøder af en frugtbar jord. Det havde jeg ikke lige regnet med.

 

 

 

De næste 3-4 dage bød på ørkenkørsel, et gensyn med US 60 og Phoenix, Arizona, en masse bjergkørsel og en følgesvend fra San Diego, Tony. Som var på vej fra San Diego til Florida. Ham mødte jeg på motorvejen(Der må man godt cykle når der ikke er andre veje gennem ørkenen!), mens han stod og fotograferede...Vi fandt hurtigt ud af at vi var på samme cykelniveau, skulle i samme retning(der var ikke andre veje) så vi blev enige om at følges ad. Det var egentlig rart at have en at følges med i en periode og snakke med og dele oplevelserne med. Vi kom frelst gennem Phoenix, og det MEGET hårde og bjerrige terræn øst for Phoenix, Superior og Globe som var endestationen. Og det gik mere op end ned. Men igen at opleve et landskab og en udsigt der bare var utroligt smukt. Billedet med vand, er en sø inde i centrum af Phoenix.

 

 

 

Om aftenen fik jeg det dårligt, sov ikke hele natten og det løb ud af begge ender, så jeg blev enig med mig selv om at jeg ikke kunne cykle og behøvede en dag til at hvile og komme til kræfter. Der er ingen tvivl om at mit mavekneb skyldtes en dårlig salat... Så det var tid at tage afsked med Tony efter 3-4 dage i behageligt selskab. En hviledag hvor jeg slappede af og fik sovet lidt var tiltrængt og lige hvad jeg havde brug for. Dagen efter satte jeg iøvrigt rekord med kørte km på en dag. 195 km gennem San Carlos Apache Indian Reservation i meget kraftig rygvind... Til jeg nåede Duncan, ikke så langt fra grænsen til New Mexico. Byen Bylas var som jeg så det beboet med en overvejende marjoritet af apachere. Mærkeligt sprog... Så oprandt dagen, hvor jeg mødte Lance Armstrong...

 

 

 

 

 I Silver City blev det årlige Gila Tour afholdt og det vidste jeg ingenting om. Der blev afholdt enkeltstart om fredagen hvor jeg ankom og vejen til byen var afspærret mens det stod på. Så jeg måtte stå og vente på at bilerne(og en enkelt cykelmotionist!) fik lov at passere i små hold. Der var nogle der var nysgerrig på hvem jeg var, om jeg skulle være med i løbet imorgen, gnæk gnæk... Men jeg fik tilbudt et lift ind til byen for det kunne godt tage lang tid før vi kunne passere og det var nok svært at finde overnatning. Så op i en pick-up med cyklen og taskerne og køen begyndte langsomt at sive derudaf. Og idet vi nåede rytternes vendepunkt og som en af de sidste ryttere drønede Lance Armstrong lige forbi os. Og hvor var mit kamera. Omme bag i pickuppen i en af taskerne...satans også. Billedet er fra klargøringen af løbet lørdag morgen, og de 2 øvrige billeder er på vej mod Las Cruces af motorvejen via Deming...Det forekommer jævnligt at der kan være et par hundrede meters afstand mellem de 2 motorvejsspor i hver sin køreretning. Las Cruses er kendt for de 3 høje som omgiver byen , et smukt syn som jeg måtte op af for at cykle gennem White Sands National Monument, med kridhvidt ørkensand og jeg nåede så Alamogordo med en kraftig vind i ryggen. Ville have cyklet de sidste 10-12 km op til Cloudcroft i 2,5 km højde, men vejen var lukket på grund af en halv meter sne!!. Så jeg blev hvor jeg var...

 

 

 

 

 

 

Næste dag lød prognosen på at sneen ville være næsten helt væk og alle veje farbare, men jeg blev tilrådet at vente med at tage afsted til over middag. Lig mærke til det sidste billede taget fra højderne, hvor tydeligt man kan se det kridhvide sand i baggrunden som en lang smal stribe. Det blev alligevel en hård dag selv om det kun blev til 35 km kørsel rundt i Alamogordo incl. 12 km opad til Cloudcroft i 2,5 km højde.

 

 

 

 

 

 

  De 6 ovenstående billeder er taget på vej op til Cloudcroft eller i byen. Sneen må siges at være smeltet hurtigt for det var alt hvad jeg kunne se af den. Og hvem sagde iøvrigt det vilde vesten...

Næste dag gik det nedad og nedad og nedad, da kl. var 14 var jeg allerede i Artesia efter 130 kn, med en god vind i ryggen, men det var pludseligt blevet kvælende varmt så jeg besluttede at holde lidt siesta og blive hvor jeg var resten af dagen.

Nu var der kun en dag til jeg nåede Texas og jeg kunne godt begynde at regne ud at der ikke var tid til så mange svinkeærinder undervejs hvis jeg skulle nå at cykle hele vejen. Så jeg besluttede at tage den lige landevej stik øst af US 180, en strækning på ca 600 km(altså med overnatninger). Landskabet begyndte at forandre sig gradvist fra ørken til landbrug og det lignede da godt nok noget jeg havde set før. De 100 km af vejen havde jeg da også tilbagelagt på vej vestpå. Så det var velkendt terræn. Men dagene lignede hinanden og billeder fik jeg ikke taget så mange af, da jeg jo havde taget nogen i forvejen. Jeg var godt nok også ved at blive mæt af de mange indtryk jeg havde fået undervejs...

 

 

 

 

Billederne ovenover er nogle af de flinke og hjælpsomme amerikanere jeg mødte undervejs fra henholdsvis Abilene, Texas og Logansport, Louisiana. Ligeledes et billede af floden Mississippi.

Lummervarmen begyndte at tage til da jeg nærmede mig Louisiana og jeg var begyndt at se frem til at nå endestationen Orlando. Jeg besluttede at cykle "så hurtigt som muligt" således at jeg kunne have et par dages sight-seeing i Orlando inden flyafgang. Det lykkedes også at nå Orlando 3 dage før afgang. Det som står prentet bedst i ærindringen er den dialekt der bliver snakket med i sydstaterne, den er totalt uforståelig. De lokale troede ikke jeg kunne engelsk fordi jeg ikke forstod hvad de sagde til mig...Nå men, jeg nåede skam også Universal Studios, stort og flot og spændende...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Således sluttede 3 måneders begivenhedsrig cykeltur tværs over USA og tilbage igen...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Besøg  
021001