Vi bruger Cookies!     

         
 X     
bransmarkcycling

se fotos og læs spændende beretninger



Mandag 4 april 2011 kl. 12.20 letter jeg fra Kastrup lufthavn med retning mod San Diego for at cykle til Seattle og tilbage igen. Dog med en lille afstikker til Las Vegas og Grand Canyon. Igennem alle national parkerne, Death Valley, Sequoia, Yosemite, Redwood. Meningen er at cykle op gennem Californien, Arizona og vejen tilbage til San Diego skal foregå af Highway 1.

 

 

 

 

Havde en rigtig god rejse til San Diego selvom flyet fra Washington var 2 timer forsinket på grund af dårligt vejr. Blev modtaget af Tony i lufthavnen som vi havde aftalt, og da jeg synes at jeg var kommet mig ret godt af jetlaget onsdag, var der dømt afgang. Men men men, fik vist lidt for meget vin aftenen før, og "glemte" at drikke vand nok fra morgenstunden så det blev en hård dag til Pine Valley, men wauw for en udsigt med alle de forskellige ørken og klippe formationer. 92 km blev det da til...

 

 

 

 

Dag 2 og 3 til henholdsvis Brawley og Blythe var ned af bjerge  eller ørken kørsel med god rygvind (mere af det tak). Noget af strækningen cyklede jeg også sidste år, så det var gammelkendt område, men det er hurtigste vej mod Grand Canyon. Overraskende køligt, overskyet og til tider lidt regn, ikke lige hvad jeg havde forventet, men ganske behageligt cykelvejr. Der er en strækning på 30-40 km i oerkenen hvor man ikke behøver at træde i pedalerne, der er så meget fart ned af bakkerne at cyklen holder farten hele vejen til toppen af den næste bakke. Så til dagens clou: Et band der stod midt ude i ørkenen og spillede musik, det lignede noget der var ved at blive optaget til en musikvideo...Den ene kameramand vendte sig lige rundt engang, så hvem ved, måske er jeg med i en musikfilm... Hvem det var ved jeg ikke, men måske navnet var The Sand Band...Pudseløjerlig oplevelse.137 og 149 km( 2 forholdsvis nemme dage)

 

 

 

 

Lige nu på dag 4 er jeg i Lake Havasu City ned til Colorado River, som har en bro der er identisk med London Bridge, det var en smuk tur fra Blythe, en del foregik langs med floden og alle de grønne marker der forefindes langs med den. En flyveopvisning i 20 meters højde blev det også til, han var godt nok tæt på vejen, når han drejede rundt i luften for at vande alle markerne. Til dem der er interesserede i mine ben, kan jeg fortælle at de er overraskende gode, de mange km taget i betragtning...140 km, de sidste 25 km var et noget kuperet tærræn...og en del modvind...

 

10/4 Efter et hurtigt ridt op af interstate 40 til Kingman var det nu tid til at indtage rute 66, den legendariske "mother road", På vej ud af Kingman var det som at blive sat tilbage til 60`erne med gamle billboard reklamer, moteller og forretninger. En oplevelse at cykle gennem. Det var ved at blive sent, så det var et spørgsmål om vi kunne nå til til Peach Spring inden det blev mørkt, for selv om det ikke kunne ses så tydeligt, gik det opad med 1-2 pct. stigning afløst af større bakker, men der skulle komme flere moteller inden. Men efter 3-4 lukkede moteller begyndte tvivlen at gnave. Men ligesom det var blevet mørkt og kulden var begyndt at gøre indhug, dukkede Frontier motel op i Truxton. Men ingen resteaurant eller microovn paa værelserne. Men det var et par flinke værter, så de stillede deres egen ovn til rådighed, så over på tanken og købe færdigretter, spise, og på hovedet i seng. En dårlig seng og hovedpude, men fik alligevel en rigtig god nattesøvn...166 km 

 

 

 

 

11/4 Næste morgen videre af rute 66, uden morgenmad, men havde fået at vide, der ville være en resteaurant i Peach Spring med morgenbuffet, det ville lige være sagen, 8 $ og så kunne der køres ind...videre op ad bakke, ned af bakke, og inden man fik set sig om var det allerede blevet Seligman. Langs med route 66 var der mange små huse og køretøjer fra gammel tid. Ved frokosttid, ind paa Roadkill Cafe, og faa en stor sandwich, de smager altid godt, naar man er sulten, faldt i snak med et par lokale, der "lovede" at det ville gå voldsomt op af bakke. De sidste 25 km op til Williams var seje, men den ligger også oppe i knap 2,5 km højde, luften er tyndere og du bliver hurtigere forpustet, temperaturen var tæt på frysepunktet og sneen lå i dynger rundt omkring...Men hvad gør det, kun 1 dag tilbage til Grand Canyon...144 km...

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

12/4 Vejrudsigten lovede rygvind og der var kun 90-100 km til turens "highlight", nemlig Grand Canyon. Og det lovede op til mine forventninger, et fantastisk "hul" i jorden, hvor Colorado River snoer sig i bunden af kløften. Jeg har taget rigtig mange billeder derfra men tvivler på at de bliver særlig gode, da sol og skygge gør dem utydelige. Men billederne på nethinden står knivskarpe i erindring. Bare det at sidde og stirre paa de mange forskellige kløfter og forgreninger, man får hele tiden øje på nogle nye mønstre. Jeg besluttede at holde fri næste dag og gå en lang tur langs med Grand Canyon.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 13/4 fridag, og fik taget mange flotte billeder

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

14/4 Så var det tid at sadle op igen og tage en tur østpå til Cameron Trading Post, som er en gammel handelsstation etableret i 1916, hvor der blev bygget en bro over Little Colorado River, saa man ikke skulle uden om Grand Canyon for at komme til og Utah og Arizona. Men først en smuk nedkørsel langs med Grand Canyon Dessert View, og jeg tror det blev til 8-10 fotopauser undervejs, derunder også nogle af de mange indianske salgsboder, der er etableret langs med vejene. I Cameron overnattede jeg paa den gamle handelsstation, og besøgte desuden det tilhørende galleri med indianerklenodier som gamle krukker og jakker og veste som var lavet og fabrikeret for flere hundrede år siden. Ingen tvivl om at de var ægte for de kostede mellem $70.000-120.000 stykket. Meget interessant at se disse udstillinger.103 km.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

15/4 Nordpå til Page og et gensyn med min gamle ven modvinden, den svigter aldrig når man har mindst brug for den...Landskabet stadig betagende omend knap så meget som de forrige par dage, et stort bjerg Antelope Mountain var smukt, turen opad kan diskuteres i modvinden, men masser af fotopauser undervejs. De sidste 30 km til Page gik ned af bakke men et dårligt shoulder gjorde det besværligt at navigere forsvarligt, med tungen lige i munden så gik det da, ikke alle biler tager lige meget hensyn. 132 km

 

 

 

 

16-17/4 Besluttede at tage et par dage fri i Page, hvor der var mange muligheder for at tage på guidede ture rundt i Grand Canyon området, men der er så meget forskelligt at se på i området så jeg kunne nemt bruge 2 uger mere, men der er også Death Valley, Yosemite og Seqouia der venter på mig. Vejrudsigten siger strid modvind imorgen mandag, men hvis jeg tager tidligt afsted når jeg nok vestpå til Kanab, ellers må jeg nøjes med 30 km til Big water, Utah. Sådan et par dage i Page gav da nogle sjove oplevelser. Ved morgenmaden på motellet sad der nogle tyskere og kommenterede min meget røde og afskallede næse(Rudolf er grøn af misundelse), så jeg gav dem lige en hilsen på perfekt tysk da jeg rejste mig op og gik. De så bare så mærkelige ud i ansigterne og hold kæft hvor jeg grinede indvendig. Ha ha. Da jeg skulle betale for et måltid i en resteaurant stod jeg hvor man kunne se ud i køkkenet og så hvordan en af tjenerne stod og nøs ud over 2 tallerkener mad hun skulle til at gå ud med og servere. Godt jeg så det efter at jeg havde spist færdigt... Iøvrigt mødte jeg et par schweizere, der også var på cykeltur, vi havde stødt på dem et par gange før, i Arizona og Grand Canyon, så det var meget hyggeligt med noget selskab...

 

 

 

18-19/4 Det blev til endnu en fridag i Page, vejrudsigten var ikke lovende, men næste dag nåede jeg til Kanab, men det var modvind, op af bakke(og en lille smule ned). Udsigten i bjergene var som sædvanlig smukt, men dagen huskes bedst for at den må rangeres på top 10 listen over hårdeste cykeldage. Kanab var en sjov lille turistby, med flere resteauranter, men jeg valgte den med den sløveste betjening. Fra jeg ankom til jeg fik maden gik der 53 minutter. Det er lang tid at vente efter 120 km modvind. Der må have været sygdom i køkkenet, normalt er de rimelig hurtige med serveringen. Jeg var meget tæt på at gå på burgerbar indtil maden var klar....

 

 

 

20/4 Zion National Park var en helt speciel oplevelse, det må være lidt som hvis man kunne køre på bunden af Grand Canyon dog ikke lige så langt nede. Men nogle helt fantastiske lyse klippeformationer og små floder og vandløb. En tunnel på et par kilometer var der også hvor cykling var forbudt, men den første i en pickup jeg spurgte gav mig et lift. Det er ligefør det slår Grand Canyon som naturskøn oplevelse fordi jeg praktisk talt kørte i den, mens Grand canyon blev set lidt fra oven af. Men Hurricane blev først nået hen af aftenstid, jeg brugte rigtigt meget tid på fotopauser. ca. 100 km.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

21/4 Modvinden raser i St. George, saa efter 40 km besluttede jeg at holde fyraften. Den ligger lidt nede i en dal og er en større by, så jeg kunne sagtens få tiden til at gå med sight-seeing, men ærgeligt med al den vind, men for at komme videre til næste overnatning kræver det omkring 80 km med en del bjergkørsel, så det blev til næsten en hel dag i St. George.

22/4 Dagen startede med en smuk bjergtur til Santa Clara gennem et indianerreservat, jeg stødete dog ikke på nogle med bue og pil. Da jeg først havde noget toppen gik de næste 35 km med nedkørsel hvor jeg stort set ikke behøvede at trampe i pedalerne, så lang en strækning med nedkørsel kan jeg ikke huske at have prøvet før. Så det blev en lovende start ind i Nevada bla. med motorvejs-cykling inden det gik sydpå til Overton, en lille søvnig by paa vejen ned til Lake Mead. ca. 155 km. Men alligevel en forholdsvis nem dag.

23/4 Langs med Lake Mead, dog uden at se ret meget til soen, men retningen var sat til noget jeg paa forhaand havde glaedet mig meget til. Hoover Dam. Et fantastisk bygningsvaerk, men jeg troede faktisk at den var storre end den virkelig var. Stadig imponerende, men nogle gange er forventningens glaede den storste. Det var iovrigt foerste gang jeg moedte andre danskere paa min tur. En del svenskere og nordmaend har genkendt mit danske flag. Men ganske sjovt at staa og snakke dansk paa Hoover Dam. Videre til Boulder City, op af en laaaaaang bakke og videre til Henderson. ca. 160 km

24/4 Besluttede at blive 2 naetter i Henderson og saa tage paa soendagstur til the Strip, paa cykel men uden baggagen. En lidt surrealistisk oplevelse at cykle rundt der, selv om jeg trak cyklen det meste af vejen, der var utrolig mange mennesker ogsaa en soendag formiddag. Alle steder staar der enarmede spillemaskiner, tankstationer, supermarkeder og paa gadehjorner, helt uden arme er de dog og jeg proevede da ogsaa at komme 10 dollars i nogle af dem og fik mig 10 min underholdning ud af det. Men det skulle lige proeves. Jeg var ogsaa lige inde paa Casino, dog uden at spille. Tilbage til Henderson ved aftenstid.

25/4 Saa var det tid til at forberede sig paa Death Valley, saa ud af Las Vegas tidligt om morgenen af en cykelsti-rute og videre til Pahrump. Jeg kunne godt maerke at oerken varmen var ved at goere sit indtog, saa der skal mere vaedske til undervejs. Der er en del bjerge undervejs men det gaar jo heldigvis lige meget op og ned. Men betagende er det stadigvaek med udsigten naar jeg naar op til toppen. ca. 110 km.

26/4 Saa er det tid. Jeg har baade glaedet mig og frygtet det lidt. Death Valley. 8 liter vand pakket op som ekstra doedvaegt. Dead Valley Junction bliver naaet forholdsvis nemt. Det er ikke varmt endnu, men KOLDT da der lige er noget modvind der vil sige paent goddag til mig. Der er et hotel og en cafe og intet andet...Jo et par ruiner hist og pist. Saa jeg fik lidt at spise og mens jeg fortsatte mit ridt ind i doedens dal undrede jeg mig over hvorfor det ikke var saa varmt. Men da det saa gik nedad kom varmen og da jeg ved 2 tiden havde naaet Furnace Creek 50-60 meter under havets overflade var det lige som et varmetaeppe bombarderede mig. Jeg ville ellers have fortsat til Stovepipe Wells, men besluttede at holde fyraften, saa det blev lige til den dyreste overnatning hidtil. ca. 110 km. Men spaenende at se de store indtorrede saltsoer(enkelte smaa vandpytter var til at faa oje paa.) omkranset af en masse bjerge.

27/4 Startede allerede kl. 5.30 for at undgaa den vaerste lummervarme. Men allerede der var der 25 gr. De ca. 40 km til Stovepipe Wells gik nemt og det skal lige siges at alle steder i Death Valley er der kun hoteller og resteauranter og turist-info og ikke spor andet. Og der er mellem 40-90 km imellem dem. Jeg kunne godt se at nu skulle det til at gaa opad, saa for at komme over den ene af to bjergkaeder der loeber gennem dalen maatte jeg cykle 30 km til tider stejlt opad i middagsheden og modvinden var ikke spor koelig idag. puha puha godt jeg havde overfyldt mit vanddepot. Det var alligevel en oplevelse at se tilbage paa bagefter, men jeg synes godt nok dødens dal var begyndt at leve op til sit navn. Panamint Springs blev endestation allerede kl. 1 efter 100 km cykel-svedetur. Jeg orkede ikke 70 km mere idag. Selvom jeg er sikker paa at jeg godt kunne have gjort det, hvis jeg havde skullet eller vaeret i tidsnoed. Men jeg skal jo ogsaa nyde det....

28-29/4 Det blev saa dagen som jeg mest vil huske for at have mistet min telefon, samt 20 km i den vaerste modvind hidtil paa turen. Og hvis jeg gentager mig selv saa var dette den vaerste!! Det var ikke saa varmt som dagen foer, landskabet det samme med saltsoer omkranset af bjerge. Trona blev naet ved middagstid og jeg havde kun 30 km tilbage til Ridgecrest. Men saa kom jeg ud af bjergene og skulle vestpaa og blev moedt af et regulaert stormvejr. en slags skraa side-modvind der 25-30 gange sendte mig ud i rabatten. Jeg bandede af mig selv fordi jeg foerst cyklede afsted kl. 7.30 men der var en morgenmads buffet der lige skulle overstaaes fra kl. 7.00 og bandede endnu mere da jeg ikke kunne finde min telefon...117 km. Det tog mig 4 timer at cykle de sidste 30 km..... Dagen efter besluttede jeg mig for en fridag, da vinden tilsyneladende ikke var lojet af, men op af formiddagen vendte den. Typisk, naa men jeg nod min fridag alligevel....

30/4 Lake Isabella var naeste maal, men som I sikkert har noteret jer saa er Californien bjergrigt og der var lige endnu et der skulle bestiges. Dagen startede med lidt modvind fra Ridgecrest som er mest kendt for at det amerikanske luftforsvar holder til paa et kaempeomraade og jeg saa ogsaa nogle akrobatiske luftoevelser, hvor det saa ud som om at flyet var paa vej direkte ind i et bjerg men undveg i sidste ojeblik ved at stige lodret tilvejrs som en raket. Imponerende. Jeg tog kameraet frem og haabede paa en gentagelse, men den kom aldrig aldrig. Jeg har oplevede mange sjove motel-vaerter undervejs, men ham i Lake Isabella indtager ihvertfald top 3 listen. En gammel gammel kineser med kun en tand i munden og han blev ved med at gentage det samme til mig som jeg ikke kunne forstaa. Tilsidst fandt jeg ud af at han sagde "no hot water", og det var det eneste motel i byen...Saa det tog jeg, og morgenen efter paa min vej ud af byen mod Seqouia, saa jeg et andet motel. Hvordan jeg har undgaaet at se det dagen i forvejen ved jeg ikke. Solblind eller solstik er mit bedste bud. Men det er da den eneste gang indtil nu at jeg har maatte nojes med et koldt bad... 103 km

1/5 Alta Serra ca. 2 km hojde, der er forskel paa hojder, forstaaet paa den maade om stigningen varer 30 km eller som her 12 km. Med andre ord mellem 8-13 % stigning. Der var flere sekvenser hvor jeg matte traekke cyklen opad, kun nogle faa gange:-) fordi der var for stejlt med al baggagen. Udsigten skal jeg ikke klage over med Lake Isabella i baggrunden, der blev mindre og mindre. Smukt var det ihvertfald. Men nedad gik det da igen og frokosten blev indtaget og jeg kom i snak med nogle lokale paa motorcykel. De foreslog at jeg cyklede en genvej til Porterville paa ca 10 km. 40 km istedet for 50. Problemet var bare at vejen ikke var paa kortet, saa er jeg ikke saa meget for det. De viste mig vejen og sagde at jeg bare skulle huske at svinge til venstre efter ca 10 km ved det roede hus, hvor vejen ville dele sig. Jeg vovede det og det lykkedes at skyde genvej. Saa smaa veje har jeg aldrig oplevet foer i usa. Jeg var blevet lovet at der ville vaere asfalt hele vejen... Exeter blev endestationen, hvor planen var at have base i 2 dage for at cykle til Seqouia og Giant Forest uden baggage og saa tilbage til basen i Exeter...150 km.

2/5 Tidlig morgen og tidlig afgang uden bagage, og kursen er sat mod Giant Forest og de store Seqouia traer, det stoerste af dem Sherman, er det stoerste i verden maalt paa vaegt men ikke hojde. Hold da helt op en oplevelse, jeg tror der skal mere end 100 personer til for at danse rundt om det juletrae...End ikke en forsinkelse paa en times tid grundet vejarbejde kunne irritere mig laengere. De tillod ikke cykling og lod kun trafikken passere hver anden time!! Saa jeg fandt lige en pick-up med nogle japanske turister som synes det kunne vaere spaendende at have en dansk cykelturist paa slaeb. Det var en straekning paa ca 5 km paa det mest stejleste stykke saa alt i alt var det vel okay at faa et lift. Der var en masse andre store traer paa vejen derop, sikke nogle traestammer og hojder. Imponerende. Tilbage til vejarbejdet og vente en halv times tid, jeg maatte godt cykle nedad, saa gik det mod Exeter og jeg naaede det samtidig med at solen sagde tak for idag...140 km

3/5 Efter en spaenende og sevaerdig dag i Seqouia var det tid til at cykle i fladt taerraen. Helt underligt. Jeg maa have sovet i timen da jeg planlagde dagen for det havde undgaaet min opmaersomhed at highway 99 var en motorvej med cykling forbudt, saa det gav lige en omvej paa 30-40 km saa min plan om at give den fuld gas og stryge direkte til Oakhurst syd for Yosemite maatte jeg kuldkaste og nojes med at tilbringe natten i Clovis. Det var faktisk ret hyggeligt at se en by med et gammelt og velholdt centrum holdt i gammel stil med smaa western lignende bygninger...116 km.

4/5 Efter gaardagens "fiasko" rent planmaessigt satsede jeg paa at naa til Oakhurst godt middag og et tidligt check ind og derefter en tur til Yosemite uden baggage for at se the Giant Grizzly, men saadan skulle det ikke gaa. I ovrigt havde jeg en sjov episode om morgenen paa vej ud af Clovis, da der koerte en bil op paa siden af mig og jeg hoerte en der sagde hej paa klingende dansk. Det var en dansker bosat lokalt der lige var blevet nysgerrig over hvem der koerte rundt paa en cykel med dannebrog. Han kunne fortaelle at jeg var paa rette spor med hensyn til at komme nordpaa og at vejen til Frain var lige rundt om hjoernet. Da jeg naar Frain beslutter jeg at tage highway 41, da det er hurtigste vej til Yosemite. Det skulle jeg aldrig have gjort, en smal to sporede vej uden noget "shoulder" og en masse trafik ogsaa lastbiler og i hoj fart. Det tog en "evighed", jeg var noed til af og til at cykle ude i rabatten i sneglefart. Men hellere det end at blive koert ned, jeg ved efterhaanden hvornaar jeg skal vaere forsigtig. Jeg skulle have taget en omvej. Men saa naaede jeg da at faa vasket toj i stedet for en sen tur til Yosemite.84 km

5/5 Det blev saa en tidlig morgentur til den sydlige del af Yosemite, tilbage til Oakhurst, et sent check ud og derefter videre til Mariposa. Et imponerende trae med kaempe store tykke grene som toender ligefrem. Mariposa blev naaet sidst paa eftermiddagen efter en del besvaer, det gik en del opad. Men i morgen skulle det absolutte hojdepunkt saa komme, Yosemite Villages.105 km

6/5 Ubeskriveligt smukt med 2 store rindende vandfald, jeg skulle ikke for taet paa, da jeg saa hvor vaade de andre turister var blevet. Men imponerende ogsaa paa betryggende afstand. Hele omraadet er bygget op med cykelsti system, saa man kan cykle rundt uden biltrafik og nyde det hele i ro og mag. Det gjorde jeg saa i allerhojeste grad. Men ogsaa fordi at baggagen var efterladt i Mariposa hvor jeg saa blev i 2 dage, saa er det altsaa ikke lige saa haardt at cykle opad...Og de store massive granit bjerge. Jeg har aldrig set noget lignende...Tilbage igen til Mariposa ved solnedgang...151 km  



 

Opdateret 23/09/2012

Besøg  
021781