Vi bruger Cookies!     

         
 X     
bransmarkcycling

se fotos og læs spændende beretninger


4 marts 2010-21 april 2010

Fra Orlando til Los Angeles og tilbage igen...8988 km på cykel og ca 150 km i bil!!                        85 dage befandt jeg mig i staterne, heraf 74 siddende på min scott cykel, vejende 18 kg plus 18kg baggage eksl. fortæring... Det er et gennemsnit på 121 km om dagen i 74 dage...

Jeg kom igennem følgende stater på min vej: Florida, Georgia, Alabama, Mississippi, Louisisana, Texas, New Mexico, Arizona og Californien.

Lad mig slå fast med det samme: USA er ganske enkelt enestående hvad angår natur oplevelser,  og som er den væsentligste grund til at jeg tager afsted på sådan en tur. og selvfølgelig også fordi jeg kan lide at køre på cykel...

 

 

 

Mit første delmål på turen var New Orleans, men inden da skulle jeg lige op gennem Florida`s skov, sø og sumplandskab, som jeg havde glædet mig til hjemmefra, men i forhold til hvad jeg ellers skulle komme til at opleve, var det ingenting...Af den halv legendariske highway US 90 vestpå til Alabama over Mobile Bay til Mobile og følge kystlinien gennem Mississippi med masser af strand (før oliekatastofen). Det var tydeligt at se New Orleans stadig var præget af orkanen Katrina, ødelagte huse, langs kysten en del nyopførte huse der alle var bygget på 2-3 meter høje pæle. Selve New Orleans summede af liv, især i det gamle kvarter i og omkring Bourbon Street. Masser af jazzmusikere, gamle bygninger, floddampere på Mississippi River, hestetrukne køretøjer i centrum. Men der var også stadig en del ødelagte huse, der stadig var beboet. Nyopførelser blandet med slum.

 

 

 

 

 

 

Efter halvandet døgn i New Orleans var det tid til at drage videre vestpå i Louisiana, men på vejen ud af New Orleans cyklede jeg lige et smut ned til Lake Pontchartrain for at få et glimt af verdens længste bro. Det tog tid at komme ud af New Orleans så jeg nåede ikke så langt denne dag. De næste 2-3 dage gik det slag i slag gennem Louisiana´s flade lanskab til jeg nåede Lake Charles ikke så langt fra Texas. Ganske smukt sø-landskab men der var kun motorvejsbroer indover søerne, umulige at forcere på cykel, så det kostede lige en omvej på små 50 km. Men pyt med det. Nu var kursen sat mod Texas, men jeg skulle lige igennem tourens første regnskyl. Totalt gennemblødt og forfrossen nåede jeg Vidor, øst for Beaumont, 40-50 km inde i Texas. På det tidspunkt var jeg uvidende om at det stort set var det eneste regnvejr af betydning jeg skulle igennem.

 

 

 

 

 

 

 

Efter et par dage i nordvestlig retning, var det tydeligt at både befolkning og bygninger begyndte at bære præg af det hedengangne vilde vesten. "Alle" gik med cowboyhat, seksløber og cowboystøvler, bygningerne var som skåret ud af en westernfilm. Kom igennem byen Crockett som er fødeby for den legendariske Davy Crockett. Men det var ligeså meget alle de små landsbyer med hver deres lille torv med "sheriff-office" og "jailhouse" som står præntet i frisk erindring. Fik også en sludder med nogle lokale sheriffer.

 

 

 

 

 

 

 

Efterhånden som dagene gik og jeg bevægede mig længere vestpå begyndte forårsstormene at tage til i styrke, som den snakkesaglige del af lokalbefolkningen havde lovet mig at de ville gøre, og landskabet begyndte også at ændre karakter til mere ubeboet områder og mere prærieagtigt. Efter at have tilbagelagt ca 2/3 af turen gennem Texas begyndte det at blive slemt, så jeg formåede kun at snegle mig afsted med 10-12 km i timen. Så er 100 km rigtigt langt at cykle. Ca 25 km fra grænsen til New Mexico havde jeg på forhånd lokaliseret at der skulle være et lille motel i byen Plains. Men der var lukket, ihvertfald det første jeg stødte ind i. Gudskelov for google-map så havde de "garanteret" mig at der var et motel, og det dukkede da også op. Næste by var Tatum i New Mexico, og med mere end 50 km, strid modvind og klokken var blevet næsten 17.00 var det nærmest uoverskueligt at begive mig af sted igen. Denne strækning foretog jeg næste dag, så det blev en kort cykeldag. Næste stop var Roswell ca 120 km væk og ingen andre overnatningsmuligheder, så jeg blev hvor jeg var og håbede på at vinden ville bøje af til næste dag.

 

 

 

 

Efter et par gode råd fra de lokale, som sagde at jeg skulle starte før daggry for at have en chance for at nå til Roswell i modvinden, var jeg klar til afgang kl. 6.00 om morgenen. Og det gik fint derud af, mens jeg kunne mærke hvordan vindmodstanden langsomt forøgedes. Ved 10 tiden var jeg nået ned på 10-12 km i timen og med 40 km endnu til Roswell forudså jeg mig en lang og hård dag. Men det blev værre endnu, ved 12 tiden var farten 5 km i timen og vindstød der kastede mig i rabatten!! Lige før jeg nåede det punkt, hvor jeg tænkte at det måske var en god idé at tomle den, var der en pickup der stoppede og en der stod ud og spurgte om jeg ville have et lift. Om jeg ville? Jo tak, meget gerne. Og det var meget kendetegnende for min tur "over there", jeg fik hjælp når jeg behøvede det. Rart med en fridag i Roswell, vejrudsigten lovede masser af vind, så jeg blev og studerede de lokale ufo-fænomener. 

 

 

 

 

 

 

 

Men det skulle blive værre endnu. Den første dag startede meget godt med begyndende bjergkørsel og dertil hørende udsigt, et smut forbi den lille by Lincoln, hvor "Billy The Kid" i sin tid huserede, en overnatning i Capitan, hjemstedet for "smokey Bear". En legende om en lille bjørneunge som på mirakuløs vis overlevede en stor skovbrand.  På det tidspunkt vidste jeg ikke at jeg de næste 3 døgn kun ville komme til at cykle 25 km. Næste morgen så jeg lige vejrudsigten på "The Wheather Channel" og det så absolut ikke lovende ud, så da jeg nåede Carrizoso skulle jeg ikke videre med udsigt til 110 km ørkenkørsel i stormende modvind med vindstyrke af orkanstyrke.(Så slemt var det ikke endnu), men jeg havde lært hvordan vejrudsigterne skulle forståes. Så det blev lige til 3 døgn i en lille by med under 500 indbyggere og dog alligevel var der 3 moteller. Lidt kedeligt men spændende nok at tale og snakke med lokalbefolkningen og jeg blev da også inviteret til barbecue hos motelejerne. Flinke mennesker.

 

 

 

 

 

 

 

Efter 3 døgns til tider lidt triviel venten, der var absolut mere interessante steder jeg kunne være strandet, var jeg klar til afgang. I følge kortet var der 116 km til nærmeste overnatning men hvis (vejr)guderne ville det, var jeg indstillet på 165 km hele vejen til Magdalena i bjergene. Det gik fint, lidt modvind i starten, men som lovet løjede vinden af. Ved 14 tiden var de 116 km overstået i det ensformige ørken/bjerg landskab uden de store stigninger, men det kom så resten af dagen hvor der kun var en vej og det var opad. Ved solnedgang nåede jeg Magdalena , en lille idyllisk bjerglandsby med en masse souvenirbutikker, igen med flere moteller men også eneste mulighed de næste 130 km. Jeg var nu nået så højt oppe at der begyndte at ligge lidt sne i vejsiden.

 

 

 

 

De næste 4-5 dage gennem New Mexico og Arizona var meget lig hinanden med idylliske bjerglandskaber, små byer undervejs samt en vidunderlig udsigt og masser af ren og frisk luft. Og til afveksling øde ørkenstrækninger.  En lidt større by, Payson nord for Phoenix blev nået med en del besvær og trækken med cyklen gennem ca 10 km, da dette stykke af strækningen var præget af vejarbejde og masser af søndags bilkørsel i bjergene. Så jeg måtte stå af jernhesten og trække gennem en masse grus og sten, men det var simpelthen for farligt at cykle på den smalle vej der var indsnævret så meget at 2 biler kun kunne passere hinanden med besvær. Sikkerhed fremfor alt. Mere travlt havde jeg heller ikke. Men var blevet noget øm i nakke og skuldre af de rystelser og besvær det er, at trække gennem sådan et underlag. Fra Payson og til Phoenix gik det bare ned af bakke det meste af vejen, dog afbrudt af enkelte bjerge hvor det steg ret kraftigt. Phoenix er en storby beliggende i ørkenen, en fantastisk udsigt på vej ned imod Fountain Hills en helt nybygget forstad med fantastiske (dyre) huse og palæerer.

 

 

 

 

 

 

 

Vejen ind til downtown Phoenix gik nemt og smertefrit, et centrum uden ret meget trafik, stille og roligt, helt modsat af hvad jeg havde forventet mig. Men ud af Phoenix fik jeg min sag for. Ingen tvivl om at jeg havde valgt den forkerte og mest trafikeret vej ud af millionbyen. Så jeg måtte zigzagge mig ud af byen af nogle sideveje, så det tog sin tid. Jeg fik så til gengæld oplevet et kvarter hvor der var kørebaner kun for golfbiler, og cykler må op på fortorvene med mindre man vil høre på deres dytteri....Ikke nok med det, da jeg nåede ud på den trafikerede US60 igen fik jeg lukket så meget op for "gashåndtaget" at jeg lige pludselig var ude af byen og ørkenen var begyndt og det var næsten mørkt og jeg havde misset de sidste overnatningsmuligheder. Så jeg måtte lige 10 km tilbage for at finde en overnating eller 50 km kørsel i mørke. Jeg valgte det første....Dagen efter Wickenburg en rigtig levende idyllisk cowboyby midt i ørkenen, den kunne være interresant at overnatte i, men synes det var for tidligt, klokken var kun 12. Så det blev Salome, en lille jævnt kedelig by med et par lokale moteller. Men udsigten når jeg sad og nød solnedgangen, det kunne de finde ud af...Jeg mødte et biker par fra Pennsylvania, altid rart med lidt selskab undervejs..

 

 

 

 

 

 

 

Nu begynder det at blive øde landskab for alvor og meget langt i mellem byer for ikke at sige bare et hus af og til...Men ellers er der da 4-5 meter høje totempæle at studere. Nu nærmer Californien sig, og den sidste bastion i Arizona for denne gang, bliver Parker ved Colorado River som danner grænsen mellem Arizona og Californien. Det blev en stille og rolig dag på "kontoret",  91 km fra Salome til Parker, undervejs mødte jeg bikerne fra igår. De ville lige checke op på om jeg var kommet godt afsted, pænt af dem. Næste dag vidste jeg på forhånd ville blive hård, med ca 180 km til næste overnatnings mulighed og den eneste mulighed for proviantering skulle overståes med 150 km igen... En meget hård dag hvor jeg måtte hive de sidste resourcer frem, de sidste bananer var spist og vandet lige så drukket da jeg manglede 10 km. Og det gik bare opad og opad og opad....Det havde været en dag med mange bakker og små bjerge og det tærede på kræfterne. Men udsigten bar mig oppe. Da jeg endelig nåede Twentynine Palms ved solnedgang,(det gik nedad den sidste km!!!), var det første jeg gjorde at stoppe ved den første tank og købe en stor cola. Den var tiltrængt. Motellet hvor jeg overnattede blev jeg mødt af ejeren, der spurgte mig om jeg var fra Danmark. Han kunne høre det på min accent. Han var selv fra Oslo og havde boet i usa i 15 år. Jeg sov godt den nat, selvom jeg var lang tid om at falde i søvn.

 

 

 

 Næste "station" skulle så være Big Bear og selvom jeg godt var klar over at det lå i ca 2000 meters højde havde jeg ikke drømt om at det var så stejlt og at det kun ville gå opad hele tiden.(læs: manglende research!) Men stigninger på mellem 8-16 % de sidste 30-40 km gjorde at mælkesyren begyndte at sætte sig, og at det var umuligt for mig at køre opad længere. Men som jeg før havde oplevet, fik jeg hjælpen når jeg behøvede den mest. Efter 20 minutters trækken op af de stejleste stigninger jeg endnu har set og oplevet(havde desværre ikke kræfter til at tage fotos!), var der en lokal som stoppede op og spurgte om jeg ville have et lift. "Jo tak, meget gerne". Så jeg nåede toppen af Big Bear Lake ved solnedgang...

 

 

 

 Nu er jeg meget tæt på målet Los Angeles, eller nærmere betegnet San Bernadino som ligger ca 70 km fra Los Angeles. Så nu var det tid til lidt nedkørsel, hårdt tiltrængt efter gårdagens strabadser. På min vej ned af Big Bear stank luften af brændt gummi fra alle bilerne der måtte træde hårdt på bremsepedalerne, heldigvis havde jeg selv lige skiftet bremseklodser på den 2 hjulede. Men udsigten, wauw siger jeg bare. Jeg kunne bare køre og nyde at jo længere jeg kom ned af bjerget jo tyderligere kunne jeg San Bernadino, og tanken om at nu var jeg ved at være der, var herlig...Så endelig 18 april var jeg ved målet...

 

 

 

 

 

 

De 3 sidste billeder ovenover er fra henholdvis Downtown Los Angeles, Hollywood "Hall of fame", samt et foto fra et museum af en amerikaner som også havde krydset kontinentet, men på et hjul...Til orientering var han længere tid om det end jeg var...

Efter 2 dages sight-seeing havde jeg fået storby nok, og længtes efter at komme på landevejen igen...Tilbage tværs over kontinentet...Læs videre i del 2.

 

 

 

 

 

 

                                                                                                                      

 

 

Besøg  
021001